Sundby Kajakklub

2.jpg

Introduktionsdag 2011

Igen i år inviterer Sundby Kajakklub til åbent hus i klubben – i år finder arrangementet sted lørdag den 7. maj 2011 kl. 11. Adressen er Amager Strandvej 17, skråt overfor Øresundsvej, for enden af den smalle asfaltvej. Der er skiltet til klubben ved indkørslen fra Amager Strandvej.

Den 7. maj vil der være mulighed for at prøve en kajak og få nærmere information om klubben og vores aktiviteter. Normalt optager vi kun nye medlemmer blandt dem, som møder op på introdagen.

Som en lille opfordring kan det anbefales at huske skiftetøj, for selvom vi håber på solskin, kan det hurtigt blive koldt, hvis man har været en tur i vandet, hvilket erfaringsmæssigt sker for en del første gang i kajak.

Sundby Kajakklub er en klub for personer, der interesserer sig for kajak som sport. Vi vil gerne dyrke kaproning og seriøs motionsroning hvor der både er plads til eliten, bredden og socialt samvær, med fokus på roernes fortsatte udvikling på det sportslige plan. Vi har i løbet af sommersæsonen forskellige sociale arrangementer, der er med til at give et godt sammenhold blandt vores medlemmer. Bl.a. Sankt Hans arrangement, fest i forbindelse med det kajakløb vi selv arrangerer, nemlig Amagerstrandpark Rundt den 30. juli, og ikke mindst vores klubræs-aftener hver tirsdag, hvor vi ror om kap med hinanden, mod egen tid og efterfølgende griller ved vandet.

Det er en forudsætning for optagelse at du kan svømme og til introweekenden (13-15.maj) skal du kunne fremvise et svømmebevis på 1000 meter fra svømmehal eller lign.

Der er desværre ikke mulighed for at lære at ro havkajak i vores klub.

Introduktionsforløb for nybegyndere

Vores introduktionsforløb for nybegyndere er opbygget med en introweekend (13-15.maj), trænings-torsdage og en afsluttende weekend (d.25-26.juni).

På introweekenden d.13-15.maj vil du blive introduceret til kajakken, samt gennemgå forskellige øvelser, der skal medvirke til at øge sikkerheden i forbindelse med kajakroning. Derfor er det også en forudsætning for optagelse, at du kan deltage i introweekend.

I vores afsluttende weekend den 25-26.juni afslutter vi forløbet med de prøver, der er et krav for frigivelse ifølge Dansk Kano og Kajakforbund reglement.

Træningsweekenderne består hver af henholdsvis tre og to dage med ca. 3-4 timers træning hver dag, fredag eftermiddag kl. 17, lørdag, søndag og kl. 11.

Derudover består Sundby Kajakklubs introduktionsprogram af instruktion/træning torsdage (kl. 19) i perioden fra 19. maj til 23. juni, deltagelse i to klubræs-aftener (tirsdage kl. 19) samt deltagelse i et kajakløb uden for klubben inden sæsonens afslutning (1.oktober).

Dette intensive forløb på seks uger skal sikre et godt grundlag for din fremtidige kajakroning. Vi har erfaret, at en intensiv begyndelse gavner balancen, gå på modet og ikke mindst lysten til kajaksporten. Dette er vigtigt for nye medlemmer, ligesom det er vigtigt for os, da de instruktionskræfter der lægges i ny-begyndertræningen er en investering i fremtidige roere. Gennemførelse af kurset og frigivelse kvalificerer til et EPP2 certifikat udstedt af Dansk Kano og Kajakforbund. Dette certifikat er en europæisk licens der gør det muligt at ro kajak i andre lande, samt gøre et eventuelt klubskifte mellem danske kajakklubber lettere. Et halvårligt medlemskab er 1200kr pr., 1000kr i indmeldelsesgebyr, 1500kr for betaling af kursusforløbet (nybegynder).

Vi optager ca.12 nybegyndere i år, da det er hvad klubben har kapacitet til. Derudover har vi plads til et mindre antal frigivne roere fra andre klubber. Til orientering mødte ca.25 personer op til åbent hus sidste år, hvor vi optog 12 nybegyndere og 5 frigivne roere. Vi forbeholder os ret til at sammensætte nybegynder-holdet i forhold til klubbens øvrige sammensætning med hensyn til køn og alder.

Vel mødt den 7. maj!

Med venlig hilsen

Maja Kristiansen
Instruktionsansvarlig, Sundby Kajakklub

Leave a Reply

Sundby Kajakklub, Amager Strandvej 17, 2300 København S

Hjemmeside af Imagix