Sundby Kajakklub

10.jpg

Handicap

Handicapturneringen 2020 starter den 16. juni og kører hver tirsdag frem til 15. sep.

På grund af den sene sæsonstart efter corona-nedlukningen, bliver der ikke givet point for hvert løb og ikke kåret en handicapvinder i år.

Handicap er det vi kalder vores ugentlige 5 km’s kapløb. Hver roer starter efter et individuelt tidshandicap, sådan at jo hurtigere man ror, jo senere starter man. På den måde er der stadig kamp om at komme først i mål.

Vi ror to gange på en bane der i hver ende er markeret med vendebøjer – tre foran klubben og en nede i lagunen. Start og mål er ud for klubben.

Hver roer ror med et bådnummer der tildeles efter den samlede placering i sidste års turnering og er det samme sæsonen igennem. Hvis du ikke var med sidste år, så får du et nyt nummer i år første gang du deltager.

Roerne startes med 15 sekunders intervaller. Startlisten kan ses i klubben hver tirsdag fra kl. ca. kl. 18. Du skal selv strege dit navn over med en overstregningspen på startlisten og se hvornår du skal starte (altså hvilket minuttal) – det kan du jo evt. skrive på din hånd med en kuglepen, så du ikke glemmer det under opvarmningen. Starteren råber ingen navne op, kun starttider med 15 sekunders intervaller: 0:00 – 0:15 – 0:30 – 0:45 – 1:00 osv. og på de tider hvor der er roere der skal starte, også et “go”.

Proceduren er altså følgende:

1. Du kommer ned i klubben og går ind i klubstuen. Find startlisten og streg dit navn over med overstregningspennen

2. Se din starttid – minuttal – skriv det evt. på din hånd

3. Tag dit nummer

4. Gå på vandet og varm op

5. Hold dig i nærheden af startlinjen når din starttid nærmer sig

6. Starteren råber starttider op med 15 sekunders intervaller, og der råbes “go” hvor der er roere der skal starte. Når din starttid råbes op efterfulgt af “go” (f.eks.: “4:30 – go”), starter du.

Starten for første roere går kl. 19:00.

Når man kommer i mål er det vigtig at ro væk fra målstregen
 og ikke ro over den flere gange. Tidtagerne kan ikke holde styr på hvem der allerede er kommet i mål.

Der gives point til hver deltagende roer i forhold til placeringen i det enkelte løb, og den der har flest point når sæsonen er slut, er vinder af årets handicapturnering.

Alle kan være med – det er pointen ved løbet at svage og stærke roere har lige chance for at vinde.

Og så griller vi bagefter – medbring blot din egen mad, der bliver tændt op i grillen mens du er på vandet.

Sundby Kajakklub, Amager Strandvej 17, 2300 København S

Hjemmeside af Imagix