Retningslinjer for bådpladser
Retningslinier vedrørende bådpladser i Sundby Kajakklub.
Med baggrund i ændringen af §2, stk 3 i klubbens love vedtaget forår 2011, er følgende retningslinier for fordeling af bådpladser udarbejdet.
Bestyrelsen administrerer fordelingen af samtlige bådpladser, både til private kajakker og til klubbens kajakker.
Bestyrelsens opgave er at sikre og tilgodese medlemmernes samlede ønsker, behov og udvikling inden for kajaksporten og skabe muligheder for et højt aktivitetsniveau i klubben samt at sikre, at tildelinger af bådpladser ikke resulterer i fejlkøb og at bådpladserne ikke benyttes til passive både i klubben.
Administration af bådpladser foretages ud fra kriterier om:
• Aktivitet; herunder roede kilometer, mv.
• Engagement; herunder deltagelse i klubaktiviteter, ambitioner, mv.
• Øvrige behov; herunder fysiske, personlige og konkurrencemæssige behov, set i forhold til de muligheder klubbens materielpark kan tilbyde.
Medlemmer der ansøger om bådplads skal rette henvendelse til den samlede bestyrelse og motivere en ansøgning. Bestyrelsen vil efterfølgende give en saglig afgørelse på ansøgningen til det enkelte medlem.
Tildelte bådpladser er ikke placeringsmæssigt permanente, idet bestyrelsen løbende kan omfordele således at de mest tilgængelige pladser forbeholdes de aktuelt mest aktive medlemmer.
Det er bestyrelsens ambition at imødegå udfordringer der opstår i forbindelse med et stigende aktivitetsniveau i klubben, samtidig med at den ønsker at leve op til formålsbestemmelsen, værdsætte det aktive klubmiljø og ’den lange tilknytning’ til klubben, som foruden en indsats for at fastholde medlemmerne i klubben, følges af en erkendelse af, at et langt klubliv nødvendigvis vil have udsving i aktivitetsniveau, eksempelvis som følge af sygdoms- og skadesperioder, samt, studie-, familie- og arbejdsliv.
/Bestyrelsen, marts 2011