Introduktionsdag 2010
Tuesday, April 6th, 2010Igen i år inviterer Sundby Kajakklub til åbent hus i klubben – i år finder arrangementet sted lørdag den 1. maj 2010 kl. 11. Adressen er Amager Strandvej 17, skråt overfor Øresundsvej, for enden af den smalle asfaltvej. Der er skiltet til klubben ved indkørslen fra Amager Strandvej.
Sundby Kajakklub er en klub for personer, der interesserer sig for kajak som sport. Vi vil gerne dyrke kaproning og seriøs motionsroning hvor der både er plads til eliten, bredden og socialt samvær, med fokus på roernes fortsatte udvikling på det sportslige plan. Der er desværre ikke mulighed for at lære at ro havkajak i vores klub.
Vi har i løbet af sommersæsonen forskellige sociale arrangementer, der er med til at give et godt sammenhold blandt vores medlemmer bl.a. Sankt Hans fest, fest i forbindelse med det kajakløb vi selv arrangerer, nemlig Amagerstrandpark Rundt den 25. juli, og ikke mindst vores klubræs-aftener hver tirsdag, hvor vi ror om kap med hinanden, mod egen tid og efterfølgende griller ved vandet.
Den 1. maj vil der være mulighed for at prøve en kajak og få nærmere information om klubben og vores aktiviteter. Normalt optager vi kun nye medlemmer blandt dem, som møder op på introdagen.
