Sundby Kajakklub

7.jpg

Sundby Kajakklub til Tour de Gudenaa 2008

Jonas i mål

Marc og Jonas var ‘Team Sundby’ og Andy ‘Sundby Support’ ved årets Tour de Gudenaa. Vi havde en god og også hård weekend i det mørke jyske.

Da drengenes skole havde lukket fredag d. 12, mødtes vi fredag middag. Efter et par timers kørsel med Kiss, Twisted Sister og Rammstein; ankom vi til Silkeborg og fik indrettet ‘Camp Sundby’ på Nørrevangskolen. Vi delte i år kvarter med Klampenborg, hvilket var fint og hyggeligt.

Lørdag var dagen hvor Marc og Jonas skulle ud og smage på første etape, der heldigvis bød på medvind og flot solskin. Der blev kigget lidt og talt lidt med det britiske ungdomslandshold som havde to både til start i drengenes klasse. Efter lidt tid med forplejning og de sidste forberedelser i Ry kom de endelig på vandet og support-teamet kunne få hvilet ørerne kortvarigt.

Lidt overraskende var det Marc som første Sundbyer dukkede op på en 8. plads i Silkeborg. Jonas kom ind, ca. 5 minutter senere på en 11. plads. Den fine nye båd havde voldt lidt problemer og Jonas havde været på land to gange for at korrigere sæde mm. Heldigvis var begge ved godt mod og ingen virkede synderligt tyngede af de 17 km, førstedagen havde budt på. Vi tog hjem til Camp’en og fik justeret på Jonas’ båd, så den kunne være klar og fik taget en pep-talk om søndagens etaper og hvordan de kunne indhente mest muligt på den andre. Derefter et hurtigt besøg i Silkeborghallerne for at indtage Gudenaas-gullasch og derefter var det hjem og hygget lidt med kammerater fra andre klubber og så på hovedet i luftmadrassen.

Søndag var det op kl 0500 og hurtigt få nedbrudt Camp Sundby, spist; og så ellers ud til Tange hvor drengene skulle starte.  Marc skulle qua sin placering starte i første gruppe; Jonas i anden. Vi fik lidt tid til at stå og hygge lidt med Neptun og Jacob fra Røse inden starten.
I Langå var det en stor glæde at se Jonas dukke op som sjette U16 roer selvom han var startet 7 minutter senere end førerfeltet. Der var blevet hentet en del. Marc dukkede i lidt langsommere tempo op ca 8 minutter senere og kunne berette om en ufrivillig vandgang ca. midt på etapen, som følge af nærkontakt med et hegn som var ført lidt ud i vandet. Begge virkede lidt mærkede af turen, men ved godt mod.
Ved ankomst i Randers var det lykkedes Jonas at hente en konkurrent mere og Marc havde ligeledes fået tempoet op igen og hentede på målstregen en af dem der var roet fra ham tidligere på dagen, efter en flot spurt på de sidste 100 meter.

Resultatet blev at Jonas sluttede som nr. 5 og Marc som nr. 9.  Hvilket er flot af begge!
Klassen blev vundet af en af roerne fra det britiske forbund, men begge Sundbyere har vist flot roning og super kampgejst. Dét er vi stolte af at se.

Tour’en havde haft den virkning på begge roere at support-teamet kunne nyde 80’er-rock på turen hjem uden andre distraktioner end en sagte snorken fra tid til anden…

/Andy

 

 

 

 

Leave a Reply

Sundby Kajakklub, Amager Strandvej 17, 2300 København S

Hjemmeside af Imagix